Fredag d. 23 september 2005 -Johns (Rikkes mand) oplevelse af forløbet

Det er fredag d. 23-09-2005 , mit vækkeur ringer som sædvanlig kl. 05, jeg står op og kigger ned i vuggen til Tilde og hun ser dejlig ud, Rikke vågner og ser træt men dejlig ud, og klager over at hun har mere ondt i hovedet end hun har haft de foregående dage, men ellers er alt som det plejer. Jeg foretager mine morgenritualer, ryger i arbejdstøjet og går ind til Rikke og Tilde og kysser farvel, Rikke klager igen over ondt i hovedet, vi aftaler som vi plejer, at hvis der sker noget ud over det sædvanlige, ringer hun til mig.

Kl. 07 er jeg på pladsen på lyngbyvej 217, skal denne skæbnesvangre morgen isolere vandrør en masse, og er denne morgen alene på job. kl. 07.50 ringer Rikke første gang på min mobiltlf. og fortæller grædende at hun ikke tør bære Tilde, fordi hun ikke kan holde balancen og har meget ondt i hovedet, men taler iøvrigt normalt, vi aftaler at jeg skal komme hjem, jeg ringer til mester og fortæller tingene som de er, pakker sammen og 2 min. senere sidder jeg på cyklen på vej hjemover.

Mens jeg sidder på cyklen får jeg monteret mine høretlf. i min mobiltlt. så jeg kan høre musik på vej hjem, jeg er nået et godt stykke ud af jagtvej, på grænsen til frederiksberg, da min tlf. ringer anden gang, kl. er 08.07, det er Rikke, hun går klart og tydeligt igennem i høretlf. hun græder og siger noget jeg slet ikke forstår, jeg taler til Rikke, men får nogle lyde tilbage som jeg ikke kan forstå, kort inde i `samtalen` kan jeg høre Rikke falder og rammer gulvet hårdt, en lyd jeg aldrig glemmer, jeg prøver at råbe Rikke op, men får ingen respons, jeg kan tydeligt huske at jeg på dette tidspunkt holder for rødt, og jeg fornemmer at de andre cyklister kigger på mig, måske fordi de synes jeg lyder lidt mærkelig, eller fordi de godt kan høre at der er noget galt, ud af den måde jeg taler eller råber på for at få kontakt til Rikke.

Jeg bliver naturligvis bange, fordi jeg ikke kan få kontakt til Rikke, og jeg tænker selvfølgelig også på om der er sket noget med Tilde. Der bliver grønt og jeg cykler det hurtigste jeg har lært, der farer 1000 tanker igennem mit hoved, jeg ringer 112 og får kontakt til vagthavende, jeg fortæller ham som jeg har oplevet det, og da jeg skal til at gi ham vores adresse, tager han pludselig ordet, og spørger mig om vi bor på harald kiddes vej, jeg svarer forpustet ja, og tænker ikke mere over det Jeg træder hårdt i pedalerne og kører over for rødt et par gange, da jeg når søndermarken kommer jeg til at tænke på at, Inga og Aage ( Rikke´s mor og far ) er hjemme, og ringer dem op, det er Aage der tager telefonen, jeg er nu nået op på toppen af søndermarken og er temmelig forpustet, jeg fortæller Aage hvad der er sket, men forbindelsen er dårlig så Aage forstår ikke hvad jeg siger.

Tankerne suser rundt i hovedet på mig, og jeg synes resten af turen ned af valbylanggade virker alt for lang, da jeg langt om længe når hjem
holder der 2 ambulancer foran opogangsdøren, en almindelig ambulance og en lægeambulance, men jeg husker kun at jeg observere èn, jeg smider cyklen fra mig og løber op af trappen, da jeg op på toppen er det første jeg ligger mærke til at vores hoveddør er åben, jeg smider min rygsæk fra mig ude på reposen og går ind i entrèen og ser en falckmand sidde på hug ved Rikke`s ben som ligger halvt ude i gangen, mens resten af Rikke endnu er usynlig for mig, fordi hun ligger ude i køkkenet, han spørger mig hvem jeg er og jeg præsenterer mig.

På vej fra entrèen til køkkenet, som er ca. fem skridt, ligger jeg mærke til at Rikke`s fødder er blålige, da jeg når døråbningen til køkkenet og kigger ind, ligger Rikke på gulvet med fråde ud af mundvigen, tilsyneladende bevidstløs, der er yderligere tre falckreddere, to mænd og en kvinde, jeg tror nok at jeg siger hej eller dav og spørger så til Tilde, og den ene falckredder siger, hvem!! Jeg vender mig om og kigger ind i værelset og kan ikke se Tilde, så går jeg tilbage ad gangen og ind i stuen, og til min store lettelse ligger Tilde på sofaen og pludrer.

Jeg tar` Tilde op på armen og går ud i køkkenet igen for at danne mig et indtryk af hvad der foregår og hvad der er sket, jeg spørger den kvindelige falckredder om hvad der er sket, hun ligger knælende hen over Rikke, og kigger op og forklarer, at de netop har bedøvet Rikke og at hun er ved at inturbere hende, for at lette hendes vejrtrækning som ikke fungere optimalt. jeg spørger hende så om hun har nogen ide om hvad der er galt med Rikke, hun siger at hun tror at det er en blødning i hjernen, jeg tror nok at jeg tænker nå!!! Og er på det tidspunkt ikke rigtig klar over hvor alvorligt det er, hun fortæller også at de har været der i ca. 5-6 minutter.

Jeg står og kigger på Rikke i yderligere 30-40 sekunder, der er heftig aktivitet omkring Rikke, der ligger tæpper, indpakningspapir fra kanyler, kanyler, lægetasker og blod på gulvet, jeg trækker mig lidt baglæns og går ind i stuen for at ringe til Aage, han løfter røret og jeg beder ham om at komme op med det samme fordi at Rikke er faldet om, jeg går tilbage til køkkenet stadig med en pludrende Tilde på armen, den kvindelige falckredder fortæller mig uopfordret, og stadig mens hun arbejder med Rikke, at da de kom op ad trappen, efter de var blevet lukket ind i opgangen af vores underbo, og bankede på døren, var der ingen kontakt, hvorefter de kiggede ind igennem brevsprækken og igennem den kunne de se Rikke`s ben hvorefter de valgte at sparke døren ind, og fandt Rikke liggende bevidstløs med den nederste halvdel af benene liggende ud i gangen og resten af hende liggende inde i køkkenet

Mens jeg står med Tilde og får nogle informationer af falckredderen, ka` jeg høre Aage er på vej op af trapperne, jeg går tilbage til døren og tar` imod Aage som selvfølgelig ser chokeret og spørgende ud, jeg fortæller Aage, at Rikke er faldet om ude i køkkenet, han siger ikke rigtigt noget og går ind,og konstatere ved selvsyn at Rikke ligger bevidstløs, Aage reagere til at starte med, med tavshed, og det er tydeligt at se at Aage er ked af det han ser, jeg kan ikke huske om, og i givet fald hvad, vi taler om, men jeg husker at Aage går ind i stuen og ringer over til Inga og sætter hende ind i situationens alvor.

Aage og jeg går lidt forvirret rundt i lejligheden og er delvis ude i køkkenet og inde i stuen, og vi taler så vidt jeg husker ikke ret meget sammen, efter yderligere ca. 10 min. er falckredderne færdige med at fiksere Rikke og gøre hende klar til transporten til rigshospitalet og de har i mellemtiden tilkaldt yderligere assistance til at bære Rikke ned ad trapperne. Der dukker nogle fuldvoksne falckreddere op som bærer Rikke ned ad trapperne på båren, både Aage og jeg bliver tilbudt at vi kan køre med, men Aage fortæller at han alligevel skal ud på rigshospitalet i et andet ærinde sammen med Inga og de vælger at køre selv og jeg er nødt til at blive hjemme med Tilde, som under hele det her dramatiske forløb har været stille og rolig.

Aage og jeg går over til vinduet og ser Rikke blive kørt afsted i ambulancen, Aage siger farvel og går over til Inga, og jeg står tilbage med Tilde og to falckreddere, som skal reparere låsen i døren efter den er blevet sparket ind, de får fikset låsen temmelig hurtigt, vi siger farvel og jeg lukker døren, og jeg kan bare huske at der er helt stille, jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre, men jeg er ked af det. Jeg går ud i køkkenet igen og der ligger alt det der indpakningspapir fra kanylerne, tæpper, blod og en masse sorte skoaftryk fra falckfolkene`s sko. Jeg kan huske at jeg går ind og pusler Tilde og ligger hende på sengen og går ud og rydder op efter falckredderne, jeg kan huske at jeg bliver mere og mere ked af det, men prøver hele tiden at tænke at det nok ikke er så alvorligt, hvilket jeg i virkeligheden nok heller ikke tror, på det tidspunkt. Pludselig kommer jeg til at tænke på om Tilde har fået noget at spise så jeg varmer lidt mælk til hende og tilbyder hende det, jeg husker ikke hvor meget hun spiser. Jeg trisser lidt rundt og er nok lidt forvirret, min kæreste er væk og jeg står med vores 39 dage gamle datter og er førstegangsfar og aner ikke specielt meget om spædbørn.

Jeg har overhovedet ingen fornemmelse af hvor lang tid der er gået, men jeg gætter på 1-2 timer da telefonen ringer! det er Finn, ( Rikke`s storebror ) han græder og fortæller at jeg skal komme ind på hospitalet så hurtigt som muligt, han fortæller ganske kort at Rikke har fået en hjerneblødning og ligger på operationsbordet og at lægerne ikke ved om hun overlever, og pludselig var det som om alting styrtede sammen omkring mig, at situationens alvor gik op for mig, det var svært at tro på, det var ihvertfald meget svært at overskue hvad der måske kunne ske.

Efter jeg har talt med Finn, ringer jeg til min far, og sætter ham ind i situationen, og beder ham om at komme og hente Tilde og jeg og kører os ind til rigshospitalet, jeg pakker en pusletaske til Tilde, jeg tror der er gået 25-30 min. da min far ringer på dørtelefonen, jeg lukker ham ind og han kommer op, og vi står og taler ganske kort, før vi begiver os ned af trapperne.

Tilde og jeg sætter os på bagsædet og jeg syntes at turen tar´ en evighed, og det bliver ikke bedre af at min far begynder at sidde og tale om drivhuse, sikkert for at få mig til at tænke på noget andet, men det er uopnåeligt. Men vi når derind, og går efter Finn´s anvisninger op i opgang 2 og tager elevatoren op til 9. sal hvor neuorologisk afd. holder til, Tilde ligger i vokseposen og er helt rolig.

Da jeg træder ud af elevatoren, ser jeg som det første, Rikke´s mor, far, storebror. og kusine Britta, inde i pårørenderummet og de græder allesammen, Finn gir´ mig et kort overblik over situationen, han fortæller at det ikke er godt, at Rikke er nede at blive opereret og at operationen vil vare 3-4 timer, og så kan jeg ikke holde tårerne tilbage, min far vælger at køre igen, vi tager afsked og han beder mig ringe når jeg ved mere, hele situationen virker fuldstændig uvirkelig.

Tilde er midt i det hele faldet i søvn i vokseposen, jeg kan ikke rigtig huske hvad Inga, Aage, Finn, Britta og jeg taler om, men efter ca. 2 timer kommer der en læge, der assistere ved operationen, op og fortæller os at operationen forløber planmæssigt, men at vi må have tålmodighed og han kan iøvrigt ikke sige noget om udkommet af operationen, det er nogle meget lange timer. Det er svært at forklare nøjagtig hvad man tænker, men det er noget med utroligt mange ting på en gang, man prøver at forestille sig mange forskellige scenarier, og derefter løsninger, uden overhovedet at vide noget som helst.

Finn har på et tidspunkt fået kontakt til Pia, ( Finn`s kone ) som er på kursus, og hun ankommer lidt efter, og er selvfølgelig også ked af det der er sket. Pårørenderummet som vi befinder os i, ligger med direkte udsyn ud til de elevatorere, som fragter personale, patienter og pårørende op og ned, så hvergang der lyder et biing, kigger vi jo ud for at se om det er vores Rikke der kommer ud. Og efter ca. 4 timer sker det så, Rikke kommer ud af elevatoren, liggende på en hospitalsseng, dybt bevidstløs, med hævet og lidt gulligt ansigt, jeg tror vist roligt at jeg kan sige at vi allesammen var rigtig lettet og meget chokeret over at se hende i den tilstand, lettet fordi hun var i live, og chokeret over hendes udseende.

Rikke bliver hurtigt kørt ind på afsnittet, og vi står tilbage på gangen ude foran pårørenderummet, nogle af os græder og vi andre siger ikke rigtigt noget, vi går ind i pårørenderummet igen, og kort efter kommer John Hauerberg, kirurgen der netop har opereret Rikke, og fortæller at operationen er forløbet godt, at vi var meget tæt på at miste Rikke, vi var faktisk så tæt på, som vi kunne komme!! Derudover fortæller John Hauerberg at Rikke under operationen, har mistet og fået tilført 5 liter blod, at hun vil blive tilsluttet en respirator, at han ikke kan garantere at Rikke vil overleve, at hvis hun overlever, ikke kan sige noget om eventuelle hjerneskader, og at de første 3 døgn vil være kritiske.

Heldigvis overlever Rikke, men uden at vide det, påbegynder Rikke et langt sygdomsforløb...







Klik her for at få dit eget GoMINIsite