10 december 2006 - Johns (Rikkes mand) oplevelse af forløbet

Var dagen hvor Tilde, Rikke og jeg skulle til julefest i Slagelse hos min familie, en årlig tilbagevendende begivenhed, men Rikke meldte afbud pga. hovedpine, en ganske almindelig hovedpine. De følgende dage mærkede jeg intet til, at Rikke var påvirket af smerter og Rikke nævnte da heller ikke noget om, at hun var plaget af hovedpine.

Efter en go` uges tid klager Rikke igen over smerter i hovedet, og de følgende dage bliver smerterne tiltagende, men vi bliver enige om, at det må være fordi hun spænder i nakken om natten, når hun ligger og sover, så vi bliver enige om at Rikke skal have en ny hovedpude. Julen nærmer sig og Rikke er efterhånden oppe på at spise adskillige smertestillende piller i døgnet, men vi bliver ved med at slå det hen med at Rikke spænder i nakken om natten og samtidig ved vi jo at der ikke kan være noget alvorligt galt med Rikke, fordi hun fik jo gennemscannet sit hoved lige inden hun blev udskrevet i marts måned.

Natten mellem 1. og 2. juledag bliver Rikke dårlig, får kvalme, kaster op og har efterhånden voldsomme smerter i hovedet, og de symptomer tør vi ikke ignorere, fordi de stort set er identiske med de symptomer Rikke havde da hjerneblødningen indtraf. Så vi ringer til lægevagten, som ankommer allerede 15 minutter efter. Han kigger hurtigt på Rikke og spørger til hendes symptomer og tjekker hendes blodtryk, og vi fortæller om Rikke`s hjerneblødning 15 mdr. tidligere, men blodtrykket er i orden og han mener ikke at Rikke fejler noget ud over det sædvanlige, med beskeden om at Rikke bare skal spise nogle flere smertestillende og i øvrigt kontakte egen læge hvis situationen forværres er han ude af døren igen efter 5-6 minutter.

Men hverken Rikke eller jeg kan sove, dels fordi vi er lidt nervøse og dels fordi Rikke fortsætter med at have kvalme og kaste op resten af natten. Om morgenen ringer jeg til Rikke´s storebror Finn ( Finn er læge ) for at fortælle om nattens begivenheder og spørge om råd. Finn siger, at vi med det samme skal køre ud på Hvidovre hospital, som Rikke stadig er tilknyttet, og fortælle om Rikke´s symptomer, så jeg ringer til afdelingen, hvor Rikke var indlagt, og til alt held er det Rikke´s kontaktsygeplejerske Caroline, der er på arbejdet den dag og efter at jeg har fortalt om symptomerne siger hun, at Rikke straks skal komme ud og blive tjekket.

Tilde, Rikke og jeg kører i ro og mag på hospitalet og bliver taget godt imod af kendte ansigter og vist ind på daghospitalet. Rikke bliver undersøgt af Caroline, mens Tilde og jeg render lidt rundt på gangene og prøver at hygge os så godt som muligt. Timerne går og Rikke bliver indlagt og bliver senere på dagen CT scannet, CT scanningen giver for første gang et fingerpeg om årsagen til Rikke´s smerter i hovedet, vi får fortalt at der sidder en cyste i Rikke´s hoved, men kan i øvrigt ikke komme det nærmere.

Efter cirka 6 timer på Hvidovre hospital er klokken efterhånden blevet 15, og vi får besked på at køre på Rigshospitalet for yderligere undersøgelser, fordi det er der, at ekspertisen er størst når det drejer sig om neurologi, så jeg ringer til Guller ( vores underbo ) og spørger om hun kan passe Tilde, og som altid svarer hun, ja ja bare kom med hende, så vi får afleveret Tilde og fortsætter på Rigshospitalet, og det hele foregår stille og roligt.

Da vi ankommer til afdelingen, får vi anvist en stue, og Rikke bliver tilset af en læge, som fortæller at der er noget på CT scannings billedet, der ikke skal være der, og mener at det er bedst og sikrest, at Rikke forbliver på hospitalet i tilfælde af yderligere forværring, men hun kan ikke komme det nærmere, og de eksperter, der ved mest om røntgenbilleder er på juleferie. Desuden får vi at vide, at Rikke skal MR scannes dagen efter, for med større sikkerhed at kunne fastslå, hvad årsagen til Rikkes hovedpine er.

Jeg får kontaktet Rikke´s forældre og storebror og fortæller, at Rikke er blevet indlagt, og de bliver naturligvis chokerede og nervøse. Resten af eftermiddagen og aftenen forgår stille og roligt, jeg kører hjem og henter Tilde hos Guller ved 19.30 tiden og senere på aftenen kommer Finn og hygger med Rikke på hospitalet.

Om morgenen onsdag d. 27-12 er jeg nødt til at melde mig syg fra arbejde for at kunne være sammen med Rikke, jeg får afleveret Tilde hos Guller og er inde hos Rikke ved 8.30 tiden, alt er stille og roligt. Rikke har stadig mange smerter i hovedet, men er ellers ved godt mod. Ved middagstid bliver Rikke kørt ned til MR scanning og ligger i scanneren i 40 minutter, herefter bliver hun kørt op på stuen godt træt, efter at ha´ spist en afslapningspille, der skal gøre det af med hendes klaustrofobiske fornemmelser inde i scanneren.

Ud på eftermiddagen kommer reservelæge Walther Fisher ind til os på stuen, og fortæller at han har studeret scanningsbillederne, og at han mener, at der sidder nogle små cyster i Rikke´s lillehjerne, men han siger også, at han ikke er ekspert på området og at vi må ha´ yderligere tålmodighed eftersom at dem som har forstand på det først møder dagen efter, han siger dog at John Hauerberg, kirurgen som opererede Rikke akut, da´ hun fik hjerneblødningen, møder ind senere, og at han måske vil kigge op og tale med os, han fortæller endvidere, at det er hans personlige vurdering, at der skal gøres ´noget´.

Ud på eftermiddagen ankommer Britta og Frithioff ( Rikke`s kusine og hendes mand ) og besøger Rikke. Jeg er hjemme og hente Tilde hos Guller, så hun kan komme med ud og besøge sin mor. Da vi ankommer, er Britta og Frithioff kørt, så dem når vi ikke at hilse på, sidst på eftermiddagen ankommer Inga og Aage ( Rikke`s mor og far ), efter endt juleferie fra Jylland, så Tilde, Rikke, Inga, Aage og jeg bliver enige om at gå ned på Cafe Riget for indtage aftensmad, og det bliver ganske hyggeligt med god stemning.

Da vi kommer op på afdelingen igen, spørger jeg sygeplejersken om lov til at sove sammen med Rikke på stuen, og det får jeg lov til, så jeg aftaler med Inga og Aage at Tilde sover hos dem. Først på aftenen kører Inga og Aage hjem og vi aftaler, at jeg kommer lidt senere med Tilde. Kort efter kommer John Hauerberg op på stuen og fortæller, at han har studeret billederne fra MR scanningen, han siger, at han mener at det er en knude eller en svulst, og at der er risiko for at den er ondartet, det bliver Rikke og jeg temmelig chokeret over at høre, eftersom at Walther Fisher kun talte om små cyster. John Hauerberg fortæller også, at Rikke med sikkerhed skal opereres, men at alle operationer den følgende dag er planlagte og at det nok først bliver fredag d. 29-12. Jeg ringer til Finn og overbringer ham den kedelige besked.

Efter den nedslående besked kører jeg hjem til Inga og Aage med Tilde, men vælger ikke at fortælle dem om beskeden, eftersom der ikke er noget der er sikkert, ser jeg ingen grund til at bekymre dem unødigt, jeg skifter samtidig til arbejdstøj, så jeg kan køre direkte fra hospitalet på arbejde om morgenen. Senere på aftenen ankommer Finn og vi hygger resten af aftenen.

Næste morgen aftaler jeg med Rikke, at hvis der sker noget skal hun ringe til mig, og kører på arbejdet, jeg informerer mester om situationen og møder fuld forståelse. Allerede ved 8 tiden ringer Rikke, og siger at hun er på vej i bad og skal opereres kort efter, så jeg ringer til Finn og til Inga og Aage og kører ind på hospitalet, jeg ankommer samtidig med Finn og da vi kommer op på stuen står Rikke og har været i bad og ligner Pippi Langstrømpe. Vi får at vide, at portøren er på vej, 5 minutter senere ankommer portøren og kører Rikke ned på operations stuen, Finn og jeg følger med.

Situationen er for mit eget vedkommende temmelig anspændt, fordi jeg ikke rigtig kan finde ud af, hvor alvorligt det er. Da vi ankommer på operationsgangen kommer en narkoselæge og taler med os, og vi får i korte træk at vide, hvordan de regner med at operationen vil forløbe, herefter får vi lov til at kysse Rikke og så bliver hun kørt ind på operationsstuen. Kort efter ankommer Lars Poulsgaard, som er kirurgen som skal operere Rikke og taler med os og viser os et scanningsbillede af Rikke´s svulst, og det efterlader for Finn og jeg ingen tvivl, om at det er alvorligt.

De næste 3-4 timer føles meget lange, Finn og jeg sidder bare og kigger ud af vinduet, nogle gange taler vi sammen, tiden går utrolig langsomt, og vækker nogle ikke alt for fjerne minder. Finn fortæller mig, at jo nærmere de kommer den planlagte tid jo bedre er det, fordi så går operationen efter planen. Jeg tror der er gået ca. 3 1/2 timer, da Lars Poulsgaard kommer ind på den stue, hvor vi venter og som også er den stue Rikke ligger på. Jeg er meget nervøs og det tror jeg også Finn er. Lars fortæller, at oprationen er gået godt, men han har også dårlige nyheder med i bagagen og fortæller at svulsten med 90 % sikkerhed er ondartet. Finn og jeg bliver meget kede af at få den besked, og jeg bliver nødt til at forlade lokalet for en kort stund, Lars fortæller også, at Rikke kun har 1-2 år tilbage at leve i hvis det bliver 100 % bekræftet, og så er det bare som om det hele går i stå, totalt uvirkeligt.

Efter nogle grædeture, og noget mere snak med Lars Poulsgaard, får vi lov til at komme ind til Rikke på opvågningen, hun er temmelig groggy, og langt fra kommet til sig selv, så vi bliver enige om at sige farvel til Rikke. Da vi har taget afsked med Rikke, får jeg spurgt Lars ude på gangen om, hvornår han vil overbringe den dårlige nyhed til Rikke, han fortæller at han vil gøre det næste dag. Han fortæller også, at han har goe´ erfaringer med langsomt at overbringe patienten de dårlige nyheder, underforstået, at vi ikke skal prøve at fortælle Rikke noget, fordi hvis man ikke har kompetencen, skaber det altid flere spørgsmål end svar. Finn og jeg bliver enige om sammen at køre hjem til Inga og Aage og overbringe dem de dårlige nyheder.

Da vi kommer ind, og inden vi når at sige noget, bliver presset for stort, og tårerne triller, og jeg ka´ lige så tydeligt huske, at Inga når at spørge " jamen har vi ikke Rikkepigen mere?" men Finn kan berolige og sige jo jo det har vi, men det er noget møg.

Finn får forklaret sine forældre om situationens alvor, og efter nogle flere grædeture, bliver vi enige om, at det nok skal gå godt, vi får en bid brød og en tår kaffe og efter en times tid bryder jeg op. Jeg ringer til Guller og sætter hende ind i situationen og spørger om Tilde kan sove hos hende, fordi jeg har brug for lige at få samling på tankerne, og som sædvanlig siger hun, ja ja bare kom med hende, så jeg benytter mig af friheden og kører mod Amager, ud til Lasse, ( en god ven ) for at få lidt luft for mine tanker, jeg bliver på vej derud enig med mig selv om, at jeg nok har bedst af at sove i andres selskab, og spørger Lasse om lov til at overnatte hos ham, og det får jeg naturligvis lov til. Men ud på aftenen får jeg en underlig trang til at sove et sted, hvor jeg kan "mærke" Rikke, så efter nogle hyggelige timer hos Lasse kører jeg mod Valby, og ender oppe hos Inga og Aage og overnatter der.

Næste morgen er stemningen igen meget trykket, fordi jeg skal ud på hospitalet og mødes med Finn og Lars Poulsgaard. Lars vil overbringe Rikke de dårlige nyheder denne morgen. Jeg har rigtig mange nerver på og ka´ ikke rigtig finde ud af om jeg kan kontrollere mig selv. Da jeg er ved at være inde på opvågningen, hvor Rikke stadigvæk ligger, ringer Finn og siger, at han ikke kommer op, men vil komme bagefter, han er simpelthen for ked af det.

Da jeg kommer ind på stuen er Rikke vågen men har kvalme og kaster op, men hendes berømte smil er der i glimt og det gør mig glad, samtidig med at jeg er meget anspændt, fordi Lars er på vej med de dårlige nyheder. Da Lars ankommer 20 minutter senere er det som om, at jeg ikke kan trække vejret, jeg husker at jeg sidder i sengen bag ved Rikke, og holder om hende, Jeg husker ikke Lars´ nøjagtige ord, men jeg kan huske, at jeg på en gang var både lettet og irriteret, lettet fordi han havde pakket det så meget ind, og irriteret fordi han ikke fortalte Rikke det hele, Rikke bliver ked af den besked hun får, naturligvis.

Vi aftaler et nyt møde d. 5. Januar, hvor vi med sikkerhed vil få en diagnose for hvad svulsten er gjort af, Lars siger farvel og går, og jeg følger efter stille og roligt, og stopper ham ude på gangen og spørger ham hvorfor han ikke fortæller Rikke, at svulsten med 90 % sikkerhed er ondartet, han fortæller endnu en gang at han har goe` erfaringer med at overbringe de dårlige nyheder langsomt og godt "pakket ind", underforstået, at vi ikke skal kaste os ud i en forklaring som vi ikke kan kontrollere, vi tar´ afsked og jeg går ud og ringer til Finn, og fortæller ham om samtalens forløb, kort tid efter ankommer Finn.

Rikke får på trods af den omfattende operation, lov til at komme hjem på orlov allerede 2 dage efter operationen, med besked om at møde igen tirsdag d. 2-1-2007, for lige at blive tjekket igennem. Så vi får en dejlig nytårsaften sammen med Rikke´s familie. Da vi møder ind d. 2-1-2007 kommer en læge og spørger Rikke om hendes tilstand, og eftersom at der ikke er sket nogen forværring, men snarere en lille forbedring, bliver Rikke udskrevet.

Om morgenen d. 5. januar, er presset igen vokset og blevet alt for stort, fordi det er dagen, hvor vi skal til lægesamtale med Lars Poulsgaard, det er nu 8 dage siden, at vi fik den kedelige besked om, at der er 90 % sikkerhed for at Rikke`s svulst er ondartet, og 8 dage er fa`me lang tid at gå med den viden, uden at kunne fortælle den til sin elskede. Rikke og jeg har en aftale med Finn om, at han også møder op til samtalen, og vi mødes ved elevatoren, og kører sammen op på 9. sal, og henvender os i ambulatoriet, og får at vide, at vi skal tage plads i venteværelset, og presset er virkeligt stort nu, for både Finn og jeg, fordi vi på den ene side godt ved, hvor alvorligt det måske er, men på den anden side håber til det sidste på, at den prøve Lars tog under operationen, viser sig at være forkert, og midt i alt det sidder min elskede og er lige så bange og nervøs, men uden at vide det vi ved, vi har trods alt haft en uges tid til at forberede os, og så kan man diskutere, om det er godt eller skidt.

Pludselig er det vores tur, vi kommer ind på en slags kontor, og tager plads i stolene, Finn bliver vist nok stående, Lars tager plads og fortæller så, at han nu har fået svaret på hvad svulsten er gjort af, Rikke og jeg har godt tag i hinandens hænder og mit hjerte slår meget hurtigt nu, og så siger han det vi ikke vil høre, at svulsten er ondartet og hedder oligodendrogliom anaplasticum WHO grad 3. og ikke aggressiv, og tårerne får frit løb hos Rikke, Finn og jeg, meget meget ubehageligt, ubeskriveligt ubehageligt.

Efter at vi har sundet os lidt oven på den besked, får vi lov til at se scanningsbillederne fra flere vinkler, Lars måler svulstens størrelse på computeren, 7 cm og næsten kugle rund, en modbydelig en, Lars giver heller ikke ved denne samtale nogen prognose for Rikke´s fremtid, og vi spørger ikke. Jeg husker ikke så mange detaljer fra samtalen, men efter lidt snak frem og tilbage, tager vi afsked med Lars Poulsgaard, som beder os om at gå over på onkologisk afdeling, hvor der er sat tid af til et møde med en læge der har forstand på Rikke´s sygdom.

Når jeg tænker tilbage på den dag, er det stadig ufatteligt for mig, hvordan Rikke kunne tage hele situationen som hun gjorde, med oprejst pande, og med overskud til pjat og pjank, på trods af de næsten uoverskuelige realiteter. At komme op på onkologisk afdeling var ikke just opmuntrende, fordi her sad mennesker, som også havde kræft og et par stykker af dem så mildest talt ikke særlig godt ud, mens andre igen overhovedet ikke så syge ud. Efter 1 1/2 times ventetid bliver det endelig vores tur, da vi kommer ind sidder der en overlæge og en sygeplejerske og tager imod. Overlægen Preben Olsen forklarer stille og roligt en lille smule om Rikke´s sygdom, og fortæller derefter at Rikke skal starte på et stråleforløb, hvor Rikke 5 dage om ugen i 6 uger skal ligge i en strålekanon og modtage røntgenstråler, derudover får vi en masse praktisk at vide vedrørende stråleforløbet. Efter en lille times samtale, aftaler vi et nyt møde, hvor vi kan komme lidt i dybden med den sygdom Rikke har fået, og takker af.

Da vi kommer ned, aftaler vi at køre hjem til Inga og Aage, Rikke vil selv overbringe dem den dårlige nyhed, så vi kører mod Valby. Inga og Aage tager imod os på trappen, og aner hurtigt at det ikke er godt nyt der på vej. Da vi kommer indenfor, lægger Rikke stille og roligt ud med at fortælle, hvad vi har fået at vide ved samtalen, og i løbet at 0 sekunder er stemningen sørgelig og trist, så efter adskillige minutter med trillende tårer, hulken og gråd, begynder stemningen på forunderlig vis, at blive positiv igen, takket være Rikke, som har det mest glade og positive sind jeg nogensinde har kendt.

Et par uger senere d. 19-1-2007, efter at det hele er faldet lidt til ro, har vi fået en ny tid til en lægesamtale, fordi der er dukket en masse spørgsmål op, omkring Rikke´s sygdom. Så vi møder endnu en gang op på onkologisk afdeling, og kommer ind til Preben Olsen. Rikke er fast besluttet på, at hun vil vide alt om sin sygdom, også det der er ubehageligt at få af vide. Og det er ubehagelige ting vi får af vide, Preben Olsen fortæller at en Oligodendrogliom ikke er til at helbrede, med de behandlingsmetoder man kender i dag, at en grad 3 og ikke aggressiv svulst ofte bliver til en grad 4 og aggressiv svulst, at vi skal være glade, hvis Rikke får 5 gode år til og at Rikke kan risikere, at ende som en "grøntsag". Desuden fortæller han at, Rikke´s svulst med næsten 100 % sikkerhed vil komme tilbage, på trods af radikal kirurgisk indgriben.

Den 23-1-2007 møder vi ifølge aftale op i strålecenteret på Rigshospitalet, fordi Rikke skal ha´ støbt en maske, der er formet efter hendes ansigt, for at man på den måde kan fiksere hendes hoved, sådan at man stråler på nøjagtig de samme punkter hver gang, derefter skal vi til en samtale med en sygeplejerske, som vil give os de sidste detaljer omkring stråleforløbet, og vi får af vide at Rikke skal starte d. 6-2-2007.

Efter at ha´ ventet 32 dage, 4 dage længere end behandlingsgarantien foreskriver, oprinder dagen, hvor Rikke skal starte sit stråleforløb. Da vi kommer ned i strålecenteret, er vi begge lidt nervøse for, hvordan det hele foregår, men det hele går faktisk meget stærkt, det tager ca. 15 minutter fra Rikke melder sin ankomst til vi kører igen, hvis der altså ikke er ventetid, og selve strålingen er ikke forbundet med smerter. Efter en lille uges tid, får Rikke ondt i hovedet på grund af, at strålerne giver ødem (hævelse) inde i hovedet, så vi får endnu en tid til en lægesamtale, denne gang d. 14-2-2007. Ved denne samtale er det Hans Skovgaard Poulsen vi taler med, Og Rikke forklarer, at hun har ondt i hovedet, så Hans udskriver en recept på noget Prednisolon, som er et binyrebark steroid og som skal slå ødemet ned. Det bliver en kort samtale, fordi vi er presset ind i hans mødekalender, men vi får alligevel svar på nogle spørgsmål som vi har.

De spørgsmål er opstået efter at vi har været på Internettet og læse om Rikke´s sygdom, og vi får at vide af Hans, at den form for svulst Rikke har, i ganske få tilfælde er kurable dvs. helbredelig, og ganske få personer lever med den i dag på 14. år, han fortæller også, i modsætning til Preben, at en Oligodendrogliom grad 3, sjældent bliver en grad 4. desuden er oligodendrogliomen den svulst, der er mest følsom overfor både strålebehandling og kemoterapi, og det blev vi jo glade for at få at vide.

Efter ca. 14 dage begynder Rikke at tabe håret og få tinitus på sit højre øre på grund af strålerne. Hårtabet begrænser sig til hele baghovedet op til issen og henover det højre øre, så Rikke beslutter sig til ikke, at barbere resten af håret af, fordi hun kan dække de hårløse steder med det resterende hår. Rikkes tinitus tiltager i styrke under stråleforløbet og vi får at vide, at det kan blive varigt. Rikke bliver helt utrolig træt af at få stråler, og får også kvalme, og vælger at starte på akupunktur hos Isabel Fuentes på Classensgade på Østerbro, en veninde til kusine Britta, og det hjælper på kvalmen, men gør Rikke endnu mere træt. Under stråleforløbet får Rikke akupunktur 2 gange ugentlig. Rikke starter også til styrke og konditionstræning hos fysioterapeuten i Domus Vista 2 gange ugentligt, fysioterapeuten hedder Takaki.

Rikke tager adskillige kilo på under stråleforløbet pga. Prednisolonen, hvilket er helt normalt, Rikke´s fysiske tilstand bliver gradvist bedre, og hendes mentale tilstand er også for det meste ok, der er selvfølgelig nogle øv dage, men overordnet set har hun det på trods af omstændighederne godt, hun er sej.

Den 16-3-2007 møder Rikke, Finn og jeg op til et nyt lægemøde på afd. 5014, et møde hvor lægen, som hedder Søren Møller, skal tage bestik af Rikke´s tilstand oven på stråleforløbet. Rikke fortæller lidt om, hvordan hun har det og vil bla. gerne vide hvornår hun kan blive opereret for sit dobbeltsyn som generer hende meget, lægen siger at vi er nødt til at vente til eftervirkningerne af stråleforløbet er forsvundet, med at tage stilling til hvornår en evt. operation kan blive gennemført, vi får også at vide at Rikke skal kontrolscannes hver 3. måned fremover, vi får en plan for nedtrapning af Prednisolonen, og vi får en dato for et nyt lægemøde, som skal foregå d. 20-4-2007.

D. 19-3-2007 er det sidste gang Rikke skal stråles, det har vi glædet os til, Rikke´s tinitus er nu konstant og meget irriterende, hun har også fået voldsom rødmen i huden og små væskefyldte blærer på sit højre øre, og trætheden er massiv. Vi tager pænt afsked med personalet i strålecenteret, og får at vide at, tinitussen måske vil forsvinde, at rødmen helt sikkert vil forsvinde sammen med de væskefyldte blærer og trætheden.

I starten af april måned stopper Rikke også sin gang hos akupunktøren Isabel Fuentes, som har været super sød og rar til at hjælpe Rikke, hende får vi også taget pænt afsked med.

Rikke bliver gradvist mere og mere frisk, rødme og blærerne forsvinder, men tinitussen vil ikke slippe helt, men der er dog blevet væsentligt mindre af den.

D. 20-4-2007 møder Rikke, Aage og jeg op til endnu et lægemøde, denne gang er det en kvindelig læge, Lene Bæksgaard der er til stede. Hun spørger til, hvordan Rikke har haft det siden ophøret med stråleforløbet, Rikke fortæller at hun på trods af omstændighederne har det godt. Vi er interesseret i, at høre om den nye medicin vi har læst om i medierne, Lene fortæller at den er go´ nok, men at man stadigvæk vil benytte kemoterapi hvis/når svulsten vender tilbage. Vi vil gerne vide, om Rikke kan få gjort noget ved sit dobbeltsyn, det ville hun vende tilbage med. Hvad graviditet angår, er det muligt, men selvfølgelig kan det indebære en risiko for en abort, hvis svulsten vender tilbage under graviditeten. Desuden skal Rikke skære ned på Prednisolonen med 5 mg om ugen, pt. tager hun 25 mg om dagen, derudover vil det fremover være neurologerne og ikke onkologerne vi skal have kontakt til. Rikke får en tid til MR scanning d. 15-6-2007, og hun skal som sagt kontrolscannes hver 3. måned for at holde øje med om svulsten udvikler sig igen.

Forhåbentlig kommer den aldrig igen...


Svaret på denne scanning viste desværre at tumor var vendt tilbage...





























Klik her for at få dit eget GoMINIsite